5 gratis oplevelser i sommerferien

Er pengene små i din ferie, men har du stadig lyst til at få en masse sjove oplevelser i sommerferien? Bare rolig – der er hjælp at hente. Her er samlet 5 gratis oplevelser, som du kan lave med dig selv, dine venner eller familie i ferien.

Du skal være lidt kreativ, når du skal udfylde sommerferien med aktiviteter, som ikke skal koste kassen. Det handler om at lave noget, som du ikke får gjort i hverdagen, eller som du måske tænker ikke er noget for dig. Tag udfordringen op og prøv det hele – måske du får nogle rigtig spændende oplevelser med i rygsækken.

Tag på museum

Mange museer i Danmark har gratis entre eller nogle udvalgte dage, hvor entreen er fri. Tag derfor på de museer, som ligger tæt på dit hjem, nu du har tiden i sommerferien. Når entreen er gratis, har du ikke noget at miste, hvis du måske ikke synes museets fokus er så spændende alligevel. Tag chancen, måske du kan blive klogere på et givet emne.

Tag på stranden

Du behøver ikke tage sydpå for at hoppe i badetøjet. Hvis vejret i Danmark er godt, kan du sagtens bade på landets mange strande eller havnebade. Næsten ligegyldigt hvor du befinder dig i Danmark, har du maksimalt 50 kilometer til kysten, så hvis du ikke bor i nærheden af en strand, er det med at hoppe på en bus eller tog eller tage bilen. Det bliver en dejlig og billig tur ved stranden, hvis du smører madpakker hjemmefra til dig selv og dem, som skal med dig.

Cykeltur

Langt de fleste danskere har adgang til en cykel, enten deres egen eller en de kan låne. Spring på cyklen og cykel dig en dejlig tur i det danske rige. Undersøg om der er en margueritrute i nærheden af dit hjem. Margueritruten er en turistrute, som passerer smuk natur samt større og mindre seværdigheder og attraktioner i Danmark. Hvis du ikke er øvet i at cykle langt, kan du altid tage toget hjem igen. Dog skal du huske at købe en billet, så du også kan få cyklen ombord på toget.

Vandretur i Danmark

Dette er en aktivitet, som både er sjov at gøre alene og sammen med venner og familie. Det kræver kun at du har et par gode sko og en rygsæk, så er du klar! Smør en madpakke og stram snørebåndene og tag ud og vandre i Danmark. Har du mod på lidt mere eventyr på din vandreture, findes der mange sheltere i Danmark, som er helt gratis at overnatte i. Du skal bare selv have sovepose og liggeunderlag med. Medbring også et trangiasæt, så kan du selv lave mad på turen.

Tag på biblioteket

Heldigvis holder bibliotekerne i Danmark ikke sommerferie, faktisk afholder mange biblioteker særlige arrangementer i løbet af sommeren. Hvis du har børn, er det oplagt at tage på biblioteket og deltage i de aktiviteter, som dit nærmeste bibliotek afholder. Tjek bibliotekets hjemmeside ud og få et overblik over, hvad du og din familie kan deltage i. Har du ingen børn, så smut på biblioteket alligevel og lån en god bog og læs den i sommerferien, mens du har tiden til det.

Hvis du alligevel trænger til en smut til udlandet, kan du læse vores indlæg om at rejse på budget her.

2 tanker om “5 gratis oplevelser i sommerferien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *